VLA logo
NYHEDSARKIV

VLA OG HRTB VINDER ARKITEKTKONKURRENCE I HAMAR, NORGE

 

29.09.2008

VLA har dannet team med den norske arkitekttegnestue HRTB AS og sammen har man lavet et bæredygtigt boligprojekt, der har det moderne skandinaviske udtryk i fokus samtidigt med at områdets grønne arealer er udnyttet optimalt.

Gamle landsteder bliver til bæredygtigt kvalitetsbyggeri

Hamar Kommune i Norge udskrev den 1. marts 2008 arkitektkonkurrence om udformning af et attraktivt boligområde på de to landsteder Vold og Lund med tilhørende jorder. I alt syv arkitektteams var prækvalificeret til at deltage. De to landsteder ligger som naboer i et kuperet smukt landskab, der fremover skal danne rammen om ca. 37.000 m2 boliger. Vilhelm Lauritzen Arkitekter og HRTB AS’s vinderforslag omfatter ca. 400 varierede boliger, der spænder fra mindre lejligheder til større familie-rækkehuse.

Forståelse for det at bo

Afgørelsen faldt fredag den 26. september og juryen siger om valget af det dansk/norske projekt:
”Juryen mener at dette projekt har et tydeligt, enkelt og overbevisende plangreb i tråd med konkurrencens målsætning. Planløsningen vidner om indlevelse og forståelse for det at bo. Projektet er kåret til vinder fordi det efter juryens mening samlet set er det bedste udgangspunkt for en videre bearbejdning af de nye boligområder i Vold og Lund.”

Samarbejdet mellem de to arkitektfirmaer Vilhelm Lauritzen Arkitekter og HRTB AS har varet gennem flere år. Arkitekterne er ikke i tvivl om, at samarbejdet på tværs af grænser er med til at skabe fornyelse og gode løsninger:

”Vi er meget glade for at have vundet. Kombinationen af vores og HRTBs fælles skandinaviske moderne tradition og det indgående kendskab til det norske landskab fra vores norske landskabsarkitekt har resulteret i et rigtig godt projekt, som vi er stolte af. Hos Vilhelm Lauritzen tror vi meget på, at denne form for samarbejde bliver kendetegnende for fremtiden. Vi baserer mange af vores aktiviteter i udlandet på lokale samarbejdsrelationer, fordi det giver mening og vedkommende arkitektur” siger Torsten Stephensen, arkitekt og partner hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Høj kvalitet i historisk landskab

Vinderforslaget tager udgangspunkt i at bevare landskabet. Husene er placeret som serier af kuber, som er integreret i landskabet. De to landsteders gamle stengærder og markskel er bevaret for at man stadig tydeligt kan aflæse områdets historie.
For at sikre en helhed mellem byggeri og landskab er bebyggelsen præget af bløde overgange mellem private haver og fælles udearealer, og store vinduespartier giver beboerne smukt udsyn til de grønne arealer.

Det nye boligområde skal være varieret og tiltrække mange forskellige typer beboere. Derfor er fleksibilitet et af nøgleordene i forslaget. Boligerne er tænkt fleksible, så de kan tilpasses forskellige typer husstande. På alle niveauer er der tænkt i brugernes rationelle valgmuligheder både når det gælder praktiske installationer og bæredygtige tiltag. For eksempel er der i alle enheder gjort klar til at man kan installere brændeovne til biobrændsel.

På samme måde er fleksibiliteten en del af den grønne strategi, som skal sikre at byggeriet er bæredygtigt – også på lang sigt. Vinderforslaget tager udgangspunkt i langsigtede perspektiver for bæredygtighed. Materialerne er valgt på baggrund af livscyklus og mest mulig reduktion af overfladebehandling. Der er taget højde for at kravene og behovene i forhold til energiforbrug vil ændre sig meget i fremtiden. For eksempel udvikles bebyggelsens varmeanlæg til fleksibelt at kunne tilpasses den til tiden bedst egnede energikilde.

Vinderteam:

Læs mere hos Hamar Kommune

Læs hele dommerbetænkningen (på norsk)

nyhedspil Tilbage til nyhedsoversigt