VLA logo
NYHEDSARKIV

REJSEGILDE PÅ KRØYERS PLADS

 

 

2013.03.06

 

Beboerne fra 1. etape, teknikerne, bygherrerne og ikke mindst håndværkerne var mødt talrigt op til et festligt rejsegilde på 2. etape af Krøyers Plads den 23. februar 2015.

Der blev serveret suppe, pølser og taler af bygherren NCC Bolig, NCC Construction og arkitektteamet v. Dan Stubbergaard fra COBE, som sammen med Vilhelm Lauritzen Arkitekter har været arkitekter på de karakteristiske teglbeklædte huse med de skrå tagflader.

1. etape af Krøyers plads er nomineret til prisen for verdens bedste boligprojekt ved MIPIM i Cannes - byggebranchens svar på en "Oskar", og dette blev naturligvis nævnt af talerne. Det blev også fremhævet, at Krøyers Plads er Danmarks første svanemærkede byggeri med stor fokus på materialer, indeklima og energibesparelse.

Krøyers Plads 2. etape fremstår som to massive homogene bygninger, som følger takten af pakhuslignende bygninger langs havneløbet fra Torvegade til Nordatlantens Brygge indeholdende bl.a. verdens bedste restaurant Noma.

Sammen med Noma vil restauranter og caféer i stueetagerne af Krøyers Plads blive en naturlig forlængelse af Nyhavn, når den nye cykel- og gangbro over havneløbet står færdig. GHB har udformet de spændende udearealer, som er tilpasset havnemiljøet med trappeanlæg helt ned til vandspejlet.

1. etape af Krøyers Plads med 38 boliger var indflytningsklare ultimo 2014. 2. etape med 67 boliger forventes klar ultimo 2015 sammen med de omkringliggende udearealer. De tre teglstensbeklædte bygninger sætter hermed et smukt punktum for de mange forslag, der har været til Krøyers Plads gennem de senere år.

nyhedspil Tilbage til nyhedsoversigt