VLA logo
NYHEDSARKIV

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

VLA VINDER 50.000 M2 KONTORBYGGERI I ØRESTADEN

 

 

2013.11.14

 

Vilhelm Lauritzen Arkitekter har i samarbejde med Rambøll og 1:1 landskab vundet et 50.000 m² stort kontorbyggeri plus ca. 14.000 m² kælder, på KLP Ejendomme's byggegrund Kay Fiskers Plads i Ørestad City.

KLP Ejendomme indbød i juni 2013 de fire arkitektfirmaer Christensen & Co, PLH, Schmidt Hammer Lassen og Vilhem Lauritzen Arkitekter til at udarbejde forslag til det kommende kontorbyggeri. Efter gennemgang af projekterne har dommerkomitéen nu udpeget forslaget udarbejdet af Vilhem Lauritzen Arkitekter i samarbejde med Rambøll som vinder.

Dommerkomiteen fremhæver bl.a. følgende i betænkningen:
’ VLA´s forslag har belyst sammenhængen mellem arkitektur og teknik på en velovervejet og gennemarbejdet måde, som gør, at bygningen imødekommer fremtidens krav til et moderne og velfungerende kontorhus. Projektet har gode forslag til arkitektur, materialer, rumlige løsninger og fleksibel indretning af arbejdspladser, effektive konstruktive og tekniske systemer, en stor robusthed overfor fremtidig anvendelse samt en ansvarlig miljø og bæredygtig profil’.

En del af oplægget til parallelopdraget var at undersøge, hvordan Nykredit kunne anvende en del af ejendommen som moderne kontorfacilitet for ca. 1.400 medarbejdere.

I sammenhæng med, at Nykredit netop har i gangsat et større arbejde omkring de kommende års udviklingsplaner, som i løbet af det næste halvår skal munde ud i en ”Nykredit 2015” plan, ønsker Nykredits ledelse ikke på nuværende tidspunkt at binde sig til nye kontorlejemål, så længe de forretningsstrategiske overvejelser foregår.

For KLP Ejendomme betyder det, at projektet, der er skitseret som en fleksibel flerbruger-ejendom, i sin helhed nu står åben for andre samarbejdsmuligheder, hvor KLP allerede har flere leads som forfølges.

nyhedspil Tilbage til nyhedsoversigt