VLA logo
NYHEDSARKIV

 

PRADA ER ÅBNET
I KØBENHAVN

 

2016.11.15

Hjørnefacaden på Illum ud mod Amagertorv, Købmagergade og Strøget er nu ikke længere indpakket i træplader. Det italienske luksusbrand åbnede i fredags, næsten tre år efter at den blev annonceret, sin eksklusive butik på én af de mest besøgte adresser i København.


Vilhelm Lauritzen Arkitekter blev i 2013 hyret af Craven, der er Illum bygningens ejer, til at stå for udformningen af facaden på den nye Prada-butik i tæt samarbejde med modegiganten og La Rinasciente, der står for driften af Illum. Prada havde også ønsker til hvordan facadens udtryk skulle udformes. I særdeleshed butiksvinduerne i stueetagen.

 

En facade, der skiller sig ud

Visionen har været at skabe en kontekstuel bygning med et moderne udtryk – en bygning, der tydeligt udtrykker den base, torso og tagafslutning, som de omgivende huse i København. Relief og dybde i facaderne har været et andet vigtigt element, der er bragt i spil i de nye facader.

 

- Facaden på hjørnebygningen på Østergade 60 var også før ombygningen forskellig fra resten af Illum. Vi valgte at fortsætte med den forskellighed i udformningen af den ny facade frem for at lade Illumfacaden løbe om hjørnet, forklarer Søren Daugbjerg, CEO i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

 

Det har man dels gjort for at respektere den bymæssige skala fra de omgivende bygninger, dels for at give mulighed for at skabe en helt speciel forretning, der både er en del af Illum indadtil, og som fremstår fremstå unik udadtil.


Tilpasset omgivelserne
Selvom facaden er forskellig fra resten af Illum, er der også ligheder, der binder den sammen med dens omgivelser. Set fra Amagertorv fremstår bygningen lys – som de fleste andre huse på Amagertorv. Og går man på Købmagergade eller på Strøget, vil man opleve, at den udvendige beklædning af vindueskarnapperne er udført i materialet tombak, der også er facadebeklædning på de øvre etager af det omgivende Illum.


- Prada har været et spændende projekt, bl.a. fordi det indeholder en stor kompleksitet og mange udfordringer som skal samles i ét arkitektonisk greb - og så ligger det på det mest besøgte hjørne i Danmark. Det har krævet et godt samarbejde mellem alle parter, ejere af bygningen, lejere af bygningen, myndighederne, entreprenører og alle rådgivere - og resultatet er meget tilfredsstillende, fortæller Thomas Scheel, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.


nyhedspil Tilbage til nyhedsoversigt