VLA logo
NYHEDSARKIV

 

 

VILHELM LAURITZEN ARKITEKTER SÆTTER STREGERNE TIL CPH’S NYE FINGER E

 

2017.01.10

Visionen er der efterhånden ingen tvivl om: CPH skal udvides. Lufthavnen satte i 2015 rekord med 26,6 mio. passagerer, og efterspørgslen på standpladser og gates til langdistanceflyvninger betyder, at det er nødvendigt at udbygge lufthavnen, så den kan håndtere 40 mio. passagerer om året.


Derfor ser en ny finger – Finger E - nu dagens lys. Det bliver Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der i samarbejde med Zeso Architects og med COWI som totalrådgiver skal udforme den nye finger, der kommer til at huse syv nye gates. Byggeriet på 22.000 m2 bliver fordelt på en tre-etagers bygning og en tilhørende supportbygning.


Vilhelm Lauritzen Arkitekter har haft et historisk samarbejde med Københavns Lufthavn, der strækker sig helt tilbage til den oprindelige lufthavnsterminal fra 1939 og op igennem årene til T2 (1960) og T3 (1998). Erfaringen fra de tidligere projekter vil da også komme til at danne grundlag for design og udførelse af Finger E.


- Vi skaber Finger E’s arkitektur ved at kombinere en videreførelse af Københavns Lufthavns identitet og en implementering af nye tiltag, der forankrer arkitekturen i både nutiden og i fremtiden. Arkitekturen kommer til at skabe rammerne for en rolig og overskuelig oplevelse for passagererne. Den særlige københavnske stemning skaber vi gennem store mængder dagslys, en materialesammensætning, der hovedsageligt består af varme, naturlige materialer samt en overordnet enkelthed og rationalitet, fortæller Simon Svensson, sagsarkitekt på Finger E.


Finger E bliver primært rettet mod langdistanceruter og skal stå klar i 2019. Byggeriet er en del af en større udvidelse af faciliteterne i Københavns Lufthavn, som samlet vil koste 20 milliarder kroner.

 

nyhedspil Tilbage til nyhedsoversigt